Regeringen har et ambitiøst klimamål om at reducere drivhusgasser med 70 procent i 2030. En målsætning, der kan være svær at nå, hvis man ser nærmere på energirenoveringerne. For paradoksalt viser en ny undersøgelse, at over halvdelen af de danske boligejere ikke kender til energitilskud – den støtteordning, der skulle få flere til at energioptimere deres hjem.

I dag kan du som boligejer få tilskud, når du renoverer grønt eller klimatilpasser boligen. Formålet er, at flere boligejere indtænker miljøet, når renoveringerne kalder. Initiativet er godt, men desværre kender alt for få til ordningen.

En ny undersøgelse fra analyseinstituttet YouGov peger nemlig på, at mere end hver anden danske husejer ikke ved, at de kan få økonomisk støtte til at energioptimere deres bolig.

Om energitilskuddet:
I december 2016 lavede energiselskaberne i samarbejde med energiministeren en ny energiaftale, der blandt andet gjorde det muligt at søge om tilskud til energirenoveringer.

Energitilskuddet dækker blandt andet konvertering af varmekilder, varmepumper, isolering (ikke hulmur) og udskiftning af vinduer og døre til mere energirigtige modeller.

Læs mere om energitilskuddet i denne infografik.

Kun 41 procent af boligejerne kender til energitilskuddet

Der er penge at hente, hvis du som boligejer indtænker klima, når du renoverer boligen. Et tilskud størstedelen af danskerne går glip af. For på trods af informationskampagner og opbakning fra elselskaberne, viser undersøgelsen, at kun 41 procent af de 1.201 adspurgte boligejere har kendskab til ordningen.

Og det er paradoksalt, hvis Danmark skal leve op til klimamålene i Paris-aftalen, lyder det fra Thomas Andersen, der er Vice President i Schneider Electric:

“Bygninger står for 40 procent af det samlede energiforbrug i EU, hvilket viser, at der virkelig er noget at komme efter, hvis vi sætter ind på energioptimering af vores boliger. Skal det lykkes os at nå i mål med klimaaftalerne, så er det nu, vi skal handle, og et nemt sted at starte er at øge kendskabet til tilskudsordningen, som allerede er etableret.”

Vidste du at?
Håndværkerfradraget – som også gives til energirenoveringer og klimatilpasning – ønskes afskaffet af regeringens støttepartier ved de kommende finansforhandlinger. 

Bliv klogere på den debat her.

Resultatet burde være bedre efter tre år

Energitilskuddet er langt fra et nyt initiativ. Det blev vedtaget tilbage i 2016, hvor energiselskaberne forpligtede sig til at reducere energiforbruget hos forbrugerne – heriblandt private boligejere, erhverv og boligforeninger. Det er derfor også en skam, at flere ikke kender til ordningen.

Læs også: Disse energiselskaber tilbyder energitilskud

Thomas Andersen fra Schneider Electric uddyber:

”Som branche skal vi blive bedre til at sprede budskabet om ordningen, og energiselskaberne bør se på, om det kan gøres nemmere og smartere at søge om tilskud, så vi kan få flere til at investere i grønne og miljøvenlige energiløsninger.”

 
Hvad mener du? Kom din kommentar i bunden af indlægget.

Svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Luk