Mere vand i kælderen

Danskere med kælder under deres hus kan godt se frem til at få endnu mere vand i kælderen i fremtiden

I forrige weekend regnede det kraftigt i Nordjylland. Flere boliger fik ved den lejlighed oversvømmelse i kælderen, og de uheldige boligejere kan se frem til mere af den slag i fremtiden. Det skriver Jyllands-Posten.

– Jeg har helt klart en opfattelse af, at det sker oftere de senere år. Vi forventer, at der også kommer mere kraftigt nedbør fremover, og at vi får flere problemer med det, fortæller meteorolog Lone Seir Carstensen fra DMI til jp.dk.

Uvejret i Nordjylland i sidste weekend bød blandt andet på flere skybrud og en enkelt skypumpe. Det er voldsomme regnskyl, hvor der kommer ekstremt meget vand på ganske kort tid, og det er et mønster, vi vil se mere til.

– Selv om vi forudser et generelt fald i mængden af sommerregn, bliver det nok mere i kraftige, skybrudslignende enkelttilfælde, siger Lone Seir Carstensen til jp.dk.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *