Lækket notat afslører PSO-afgiftens fremtid

Meget tyder på, at der er en løsning på vej i sagen om den kontroversielle PSO-afgift.

Konflikten mellem Danmark og EU angående PSO-afgiften nærmer sig en løsning. Siden EU-kommissionen i juni fastslog, at den danske PSO-afgift var ulovlig, har et stort antal danske solcelleejere levet i uvished om, hvorvidt de ville få de tilskud, de troede, at de var berettigede til eller ej. Nu er der så endelig nyt i udviklingen af sagen. I et lækket notat fra Klimaministeriet tyder meget på en snarlig løsning.

PSO-afgiften blev oprindeligt indført for at støtte danske producenter af grøn energi, og styrke udviklingen af grøn energi i Danmark. Mange solcelleejere har derfor været berettigede til tilskuddet.

Problemerne med PSO-afgiften opstod, da EU-kommissionen anklagede den danske afgift for at være i strid med EU-lovgivning, blandt andet fordi tilskuddet kun gives til danske energiproducenter.

Lækket notat fra Klimaministeriet

Nu er der til gengæld nyt i sagen, selvom intet er officielt endnu. I et lækket notat fra Klimaministeriet, er en mulig løsning på PSO-afgiften beskrevet. Ifølge Ingeniøren.dk skulle forslaget blandt andet nævne, at 5% af tilskudsordningen bliver øremærket til udenlandske energiproducenter. Dermed skulle notatet sikre, at der ikke var nogle problemer med PSO-afgiften i forhold til EU de kommende to år.

Notatet var dog tilsyneladende lagt online ved en fejl, og blev taget ned fra hjemmesiden kort tid efter. Ændringerne gælder angiveligt kun indtil udgangen af 2016, og ifølge business.dk er det meningen, at alle de verserende sager om tilskud til solcelleejere skal være løst til den tid. Fra år 2017 er planen, at der skal findes en mere permanent løsning.

Meget tyder dermed på, at en løsning på PSO-afgiften er mere eller mindre sikker. Ifølge Business.dk har adskillige kilder inde fra Christiansborg ligeledes bekræftet, at et løsningsforslag skulle være på vej.

Dermed kan man håbe, at de mange solcelleejere, der ufrivilligt er blevet involveret i sagen, kan få en afklaring snarest muligt.

Læs også: PSO-afgiften skal til forhandling

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *