Kulden får danskerne til at termografere

Det har været en kold vinter, og derfor får de danske boligejere termograferet deres boliger som aldrig før. Det mærkes i form af travlhed hos de firmaer, der udfører termograferinger.

Flere og flere danskere får termograferet deres bolig. Den væsentligste årsag er, at det har været en meget kold start på 2010. Det bekræfter Hans Dollerup, der er energirådgiver i firmaet Tæthus, der har specialiseret sig i termografering.

– Folk sidder jo og fryser. Og især i nyere huse er der dukket nogle problemer op på grund af, det har været ekstra koldt denne vinter, siger Hans Dollerup.

På hjemmesiden Energihjem.dk, hvor man kan bestille termograferinger, har de også mærket, at der har været en stor stigning i henvendelser om termografering.

– Det lader til, at folk efter de seneste års fokus på klima og energi er blevet mere opmærksomme på at reducere deres varmespild, og vi har i starten af året fået dobbelt så mange bestillinger på termograferinger i forhold til antallet sidste år. Boligejerne har opdaget, at termografering er et godt værktøj, der kan identificere, hvor der unødigt slipper varme ud af boligen, siger Energihjem.dk’s direktør, Martin Borgstrøm.

Sidste udkald for termografering

Det er efterhånden ved at være sidste udkald, hvis boligen skal termograferes. En termografering skal nemlig foretages, inden det bliver for varmt, hvilket betyder, at den skal udføres i løbet af de næste par måneder.

“Der skal være mindst ti grader mellem inde- og udetemperaturen, så normalt kan man kun termografere halvdelen af året.”

– Hans Dollerup.

Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke kan termograferes i solskin, da boligens facade bliver opvarmet og dermed giver et forkert billede af det reelle varmeudslip. I perioder med meget solskin vil man derfor være nødt til at foretage termograferingen om aftenen eller natten. Men den løsning kan altså kun bruges, inden det bliver for varmt.

Fakta om termografering

Termografering måler temperaturen på overflader ved at måle bølgelængden på den varmeudstråling, som overfladen udsender. Det sker uden at berøre genstanden, da alle genstande udsender infrarød stråling. Hvor meget og hvor lidt er afhængig af temperaturen.

Når du udfører termografering opfanger du strålingen og omsætter den til et billede. På billedet kan du aflæse, hvor der er særligt varmt og hvor der derimod er koldt.

Termografering er effektivt til at afsløre dårlige konstruktioner, dårlig isolering og andet, som kan være årsag til varmetab, varmespild og trækgener.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *