Ny energirenoveringsstrategi skal nedbringe energiforbruget i danske bygninger

Klima, Energi og Bygningsminister Rasmus Helveg Petersen præsenterede mandag en energirenoveringsstrategi, som regeringen forventer kan reducere energiforbruget til varme i eksisterende bygninger med 35 procent.

Med energirenoveringsstrategien ønsker man at sætte højere krav til vinduer og andre byggematerialer.

De 21 initiativer er målrettet alle typer bygninger, således er initiativerne målrettet en-familieshuse, flerfamilieshuse, offentlige bygninger og erhvervsbygninger. Ifølge Rasmus Helveg Petersen vil strategien være inddelt i to forskellige ben. Det ene er oplysning til folk om, hvad der er muligt og hvad det koster. Det andet er en strategi for opgradering af de komponenter, der installeres i husene.

Styrket energimærkningsordning

Regeringen ønsker at styrke energimærkningsordningen for at skabe et større incitament til energirenovering. Boligsøgende vil via boligannoncer kunne klikke sig direkte ind på et digitalt energimærke, hvor et hurtigt overblik over boligens økonomi kan sammenfattes.

BedreBolig

Ordningen BedreBolig skal give den enkelte boligejer mulighed for at få samlet rådgivning hos en enkelt aktør gennem en energirenoveringsproces. Lige nu fungerer BedreBolig i ni kommuner som en pilotordning. På sigt skal ordningen bidrage til at gøre energirenovering mere overskuelig for boligejere ved at gøre det tydeligt hvilken form for potentiale for komfort- og energirenoveringsmæssig gevinst, der ligger i energirenovering af deres boliger.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *