Der er nu blevet trukket lod om PSO-støtten

PSO-Støtte. Puljen øremærket private husstande på 12 megawatt blev som den eneste pulje mere end udfyldt. Det betød, at der blandt de ansøgere som søgte om PSO-støtte den 17. marts blev trukket lod om, hvem der kom med i støttepuljen. Ud af 66 fyldestgørende ansøgninger kom 63 af ansøgerne med i puljen. Dermed var tre solcelleejere uheldige. Læs mere her om lodtrækningen, og hvorfor de tre uheldige ejere måske kommer med i anden ansøgningsrunde.

PSO-støtten til solceller blev efter lang tids forhandling med EU genindført i 2015, så solcelleejere atter fik mulighed for at sælge sin overskydende strøm til forhøjede priser på elnettet – hvis altså de kom med i PSO-støttepuljen. Især puljen øremærket private husstande har vist sig populær blandt ansøgerne.

PSO-støttepuljen til private husstande udfyldt

Indsendelser af ansøgninger til PSO-støtten for solcelleejere udløb den 31. maj. og status efter ansøgningsfristens udløb blev, at en enkelt af de 4 solcellepuljer blev mere end udfyldt – nemlig puljen øremærket private husstande, som er på 12 megawatt.

Faktisk har der til denne pulje været så mange ansøgere, at Energinet har været nødt til at trække lod blandt nogle af de ansøgere, der indsendte ansøgningen på samme dag. Og det tog ikke længe for puljen at blive udfyldt. Efter Energinet åbnede for ansøgninger den 16. marts gik der ikke mere end 2 dage før puljen til private husstande var ansøgt ud. Blandt de fyldestgørende ansøgninger som Energinet modtog den 17. marts er der derfor blevet afholdt en lodtrækning om, hvem der kommer med i puljen.

3 solcelleejere trak sorteper

Den 17. marts modtog Energinet 66 fyldestgørende ansøgninger. Det var disse ansøgninger der blev trukket lod om, og som følge af lodtrækningen fik 63 ud af de 66 ansøgere tilkendt PSO-støtten.
De tre uheldige solcelleejere, der har indsendt fyldestgørende ansøgninger, men som på grund af lodtrækningen ikke kommer med i puljen, har dog mulighed for at komme forrest i køen, når anden ansøgningsrunde åbner den 1. oktober kl. 10.

Her vil der kunne ansøges om de resterende megawatt fra de øvrige puljer, som der ikke blev ansøgt om ved første ansøgningsrunde. Der bør derfor være muligheder for de uheldige solcelleejere, da der ved ansøgningsfristens udløb den 31. maj kun var ansøgt om 22,2 megawatt ud af den samlede PSO-støttepulje på 60 megawatt.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *