Ny energispareaftale betyder strammere regler for tilskudsansøgninger

Med den nye aftale om energiselskabernes energispareindsats af 16. December 2016 lægges der op til en strammere kontrol og et skærpet tilsyn med energispareindsatsen. Energihjem.dk hilser de nye krav velkommen.

NB: Denne artikel er fra 2017. Du kan læse mere om den nye og kommende tilskudsordning i denne infografik: Energitilskud 2020 og 2021.

I kølvandet på november måneds udmelding om en afskaffelse af PSO-afgiften blev der sidst i december 2016 indgået en aftale om, hvordan energiselskabernes energispareindsats skal hænge sammen i 2016-2020. Den nye energispareaftale blev indgået mellem HMN GasNet, Dansk Gas Distribution, Dansk Fjernvarme, Foreningen Danske Kraftvarmeværker, Dansk Energi og Energi- og Olieforum. Aftalen forpligter selskaberne til et årligt energisparemål på 10,1 PJ, hvilket er en reduktion fra seneste energispareaftale, der har været gældende siden 2012.

Skærpet tilsyn med energispareaftale 2016

Energispareindsatsen og energitilskud har været kritiseret for manglende kontrol og tilsyn. Der har desværre været problemer med, at nogle snød med energitilskuddet, og det har desværre bidraget til manglende troværdighed omkring ordningen. Med den nye energispareaftale forsøger man nu at komme denne problematik til livs. Med energispareaftalen af 16. December 2016 er der derfor skærpede krav til dokumentation og til energiselskabernes egenkontrol.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilelholt siger i en pressemeddelelse:

“Jeg er meget opmærksom på behovet for at stramme op på, hvordan der føres kontrol med energispareindsatsen. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi med den nye aftale og den kommende bekendtgørelse kan opstille nogle rammer, der gør, at både selskaberne og myndighederne får endnu større fokus på, at energispareindsatsen skal sikre korrekt dokumenterede og omkostningseffektive energibesparelser.”

Hvad betyder de nye krav for ansøgerne på Energihjem.dk?

På Energihjem.dk, hvor man i år 2016 og 2017 har haft mulighed for at ansøge om energitilskud, betyder den nye energispareaftale også, at der er ændrede processer i forbindelse med ansøgning og udbetaling af energitilskud. Den nye energispareaftale betyder at følgende tiltag vil være en del af ansøgningsprocessen i 2017:

Aftalebekræftelse

Der skal foreligge en underskrift fra ansøgeren, der bekræfter at der er indgået aftale om energitilskud. Via det digitale indberetningssystem, som vi anvender hos Energihjem.dk bliver der ved ansøgning udarbejdet et dokument, der ved hjælp af ansøgerens IP-adresse og email-adresse fungerer som en digital underskrift. Du kan her se et eksempel på den aftalebekræftelse, der automatisk bliver udarbejdet, når man ansøger om energitilskud hos energihjem.

Dokumentation af før-situation

Som noget nyt skal der også fremsendes en form for dokumentation af tilstanden inden en energirenovering blev igangsat. Alle, der ansøger i 2017 via Energihjem.dk bør derfor tage et billede både før og efter energirenoveringen er udført, som fremsendes, når sagen indsendes til endelig godkendelse.

Tilskudsstørrelse

Det er også et nyt krav, at der i forbindelse med energitilskuddet bliver opgjort, hvor stor en del af energitilskuddet, som ender hos ansøgeren. Dette har vi dog altid informeret om på Energihjem.dk, så her vil ikke være ændrede procedurer.

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *