Energikonsulenter kommer på overarbejde

Energikonsulenter kommer på overarbejde

Den 1. juli træder den nye lov om energimærkning i kraft. Det betyder, at en bolig skal være energimærket af en autoriseret energikonsulent inden den sættes til salg. Det vil sige, at energimærkningen skal fremgå af salgsannoncen. Indtil nu har reglerne været sådan, at energimærkningen blot skulle fremgå inden selve salget. Der har dog været slækket meget på disse krav, så de nye regler skulle gerne sikre, at det bliver noget sværere at slippe uden om den lovpligtige energimærkning. Det skriver nordjyskeugeaviser.dk.

- Jeg forventer, at vi nu får meget mere travlt. I øjeblikket er det kun omkring 25 procent af de nordjyske boliger, der er energimærket. Det tal vil nok stige til mindst 80 procent, siger Poul Bundgaard, der er arkitekt og energikonsulent for Botjek Danmark, der udfører energimærkninger i hele landet.

Det er især i Nordjylland, energikonsulenterne får travlt. I det nordjyske halter boligejerne nemlig noget efter resten af landet, når det handler om energimærkninger.

- I de øvrige andre landsdele er de fleste huse allerede energimærket. Jeg ved ikke, hvorfor Nordjylland halter så langt bagefter. Måske skyldes det, at vi er lidt mere tilbøjelige til først at bruge pengene, når vi er tvunget til det, siger Poul Bundgaard.

Kamp om konsulenter
Det næste stykke tid kan der komme fart på energimærkningerne i de danske hjem. Det betyder, at mange energikonsulenter kommer på overarbejde. Danboligs kommunikationschef forventer da også, at det bliver svært at få fat i en energikonsulent i de kommende måneder.

- Boligejerne har en stor tidsmæssig udfordring. Det gælder ikke mindst ejer- og andelsboligforeninger. Der bliver rift om konsulenterne, siger Uffe Vind til nordjyskeaviser.dk.

En energimærkning koster i omegnen af 5000,- kroner og er gyldig i fem år. Man kan ofte opnå rabat, hvis energimærkningen udarbejdes i forbindelse med tilstandsrapporten.


Lignende artikler:


Energimærke for boligejer Det er lovpligtigt at få et...

Energimærke Det er lovpligtigt at få et...

Energirenovering skal give ret til et større hus Venstre vil give boligejere mulighed for...

Skriv en kommentar