Effektiviseringskrav skal sænke el-regningen med op til 600 millioner kroner

Elselskaberne skal effektiviseres og elregningen skal sænkes – sådan lyder målene for en ny politisk aftale, som skal gøre op med el-monopolets høje priser på elforsyningen. En lukrativ aftale, som kan give de danske forbrugere en samlet årlig el-besparelse på op til 600 millioner kroner.

Regeringen har netop indgået en aftale med et bredt flertal i Folketinget om en økonomisk regulering af elselskaberne. En aftale der skal sikre effektivitet, høj forsyningssikkerhed og lavere priser på leveringen af el. Vi ser nærmere på effektiviseringskravene og dykker ned i, hvilken betydning en regulering af elselskaberne har for de danske el-forbrugere.

Et opgør med selskabernes el-monopol

El-markedet er skruet sådan sammen, at forbrugeren frit kan vælge hvilket elselskab de ønsker at købe elektricitet fra. Dog har selskaberne stadig monopol på selve transporten af el gennem el-nettet, da der kun er ét el-net i hvert område.

Tal fra Energitilsynet viser, at de ti største elselskaber siden 2006 har sænket deres samlede omkostninger med mere end 700 millioner kroner – en stor besparelse, som endnu ikke er kommet forbrugerne til gode. Tal fra selskaberne selv viser nemlig, at prisen på at få leveret strøm er steget med 12 procent over de sidste ni år, udover de almindelige prisstigninger.

Til trods for et fald i elselskabernes omkostninger er el-regningen altså steget hos forbrugerne. De nye effektiviseringskrav skal være med til at sikre, at prisen for leveringen af el kobles tættere til elselskabernes faktiske udgifter. Tiltagene vil blandt andet omhandle et loft over el-priserne, krav om effektivisering og høj forsyningssikkerhed for forbrugeren. Elselskaberne vil blive mødt af løbende effektiviseringskrav, hvor de dyreste og de billigste elselskaber vil blive sammenlignet, for at sikre en konkurrencedygtig pris.

Besparelser til forbrugerne

De nye effektiviseringskrav bringer godt nyt til de danske el-forbrugere. Den nye aftale tyder på, at de danske el-forbrugere vil opleve en samlet årlig besparelse på op til 600 millioner kroner på elregningen.

Regeringen vil derudover også arbejde på at udbrede effektiviseringskravene, til andre dele af forsyningssektoren. Hvis de selskaber, der forsyner danskerne med vand, varme, el og gas samt de der håndterer affald, bliver mere effektive, vil der kunne spares 5,9 milliarder kroner årligt. Dette betyder ifølge regeringen, at de danske husstande vil tjene 2800 kroner årligt på effektiviseringen af forsyningssektoren.

Kilde: Energitilsynet og Politiken

Stil et spørgsmål

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *